Foreningen

Andelsboligforeningen Sønderstrandhus’ formål er at eje og administrere foreningens ejendom, som ligger på adresserne:

  • Mozarts Plads 3
  • Mozartsvej 5
  • Beethovensvej 2-14
  • Wagnersvej 2-4
  • Glucksvej 1-13

Sønderstrandhus er en andelsboligforening med 111 andelsboliger, seks boliglejemål og fem erhvervslejemål. Lejlighederne er fordelt på to, tre og fire værelseslejligheder, der varierer mellem 51m2 og 140m2. 

Når du køber en andelsbolig bliver du medlem af andelsboligforeningen og dermed andelshaver. Det betyder, at du får indflydelse på, hvad der sker med ejendommen, og hvad der sker i andelsforeningen. I vedtægterne kan du læse mere om, hvordan andelsforeningen fungerer.

Området

Sønderstrandhus er beliggende i København, i Kgs. Enghaves sydlige del kaldet Musikbyen, ud til Mozarts plads. 

Vesterbro/Kongens Enghave er en bydel i Købehavn med 69.808 indbyggere (2019). De dele af bydelen, der ligger sydøst for Enghavevej og syd for Vestre Kirkegård kaldes for Sydhavnen. Bydelen har postnummeret 2450 København SV.

Historie

Andelsboligforeningen Sønderstrandhus er stiftet i marts 2000, hvor ejendommen blev overtaget fra daværende ejer PFA BYG2.

Sønderstrandhus er opført i 1934 og er tegnet af den BAUHAUS inspirerede arkitekt Elliot Hjuler (1893-1968).

Du kan læse mere om andelsforeningen som boligform i publikationen "Andelsforeningen for dummes", som du finder nederst på siden.

Læs om andelsboligforeningernes historie på Andelsportal.dk: Mere end 100 år med andelsboliger i Danmark.

Kendetegnet ved at bo i en andelsbolig

Når du ”køber” en andelsbolig, køber du reelt ikke noget. Derimod får du overdraget en andel af foreningens formue mod betaling af andelens værdi. Dertil får du også en eksklusiv brugsret over en specifik bolig i foreningen – en andelsbolig i en privat andelsboligforening er nemlig ejet af foreningen.

Det centrale ved at bo i en andelsbolig er, at du vælger at være en del af et demokratisk fællesskab. Det er op til den enkelte forening, hvordan de ønsker at drive foreningen, samt hvilke værdier de ønsker skal være forbundet med at bo i netop deres forening – dette selvfølgelig inden for den gældende lovgivning og regler, som andelsboligerne er underlagt.

Andelshavere betaler ikke ejendomsværdiskat. Det skyldes som nævnt, at det ikke er andelshaverne, der ejer deres bolig, men kun har brugsret til den. Da andelshavere ikke har ejendomsretten til deres bolig, kan de derfor heller ikke optage realkreditlån men kun banklån.

(Rev. 01.05.21)